Hvad sker der med én, når man rammes af stress, og hvorfor bliver man overhovedet ramt? Hvad er det, som kroppen og sindet vil fortælle?
I dette indlæg vil jeg se nærmere på en specifik historie fra det virkelige liv, hvor jeg har fået lov til at fortælle en kvindes oplevelse af at blive ramt af stress, og vores efterfølgende arbejde med de bagvedliggende årsager til hendes stresstilstand.
Isabellas historie om stress kommer her:
…..træthed, let til tårer, svært ved støj/høje lyde, hukommelsesbesvær, indre uro, hovedpine, hjertebanken, tankemylder, koncentrationsbesvær, ubeslutsomhed, søvnløshed, sove besvær ( falde i søvn og vågne om natten), øget irritabilitet, angst, mavesmerter, halsbrand, vægten falder/stiger…………Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg selv havde vidst hvad stress var, da jeg begyndte at få de første symptomer ca. 1 år før, at jeg (endeligt) blev sygemeldt, for så havde jeg vidst, hvad jeg skulle gøre.
Det var som om at mine funktioner på en snigende måde blev mindre og mindre – det skete så langsomt, men alligevel så hurtigt. Det var som om, at der blev taget små ‘bidder’ af mit overskud hver dag på en nærmest ubemærket måde…..men efter et stykke tid, kunne jeg begynde at mærke en stor forskel på alle de ting, som jeg ikke magtede/kunne mere, og de ovenstående symptomer begyndte at blive større og større.
Jeg blev efterhånden så træt, at jeg kun kunne holde til at tage på arbejde og intet andet. Når jeg havde fri, måtte jeg direkte hjem og sove, og jeg havde ikke kræfter til at se mine venner/deltage i arrangementer. Når jeg var på arbejde var jeg så træt – til trods for at jeg sov rigtig meget derhjemme. Jeg begyndte også at glemme ting – selv de mest basale små ting, så jeg måtte begynde at skrive mange ting op.
Jeg begyndte også at have problemer med overhovedet at kunne overskue mine arbejdsopgaver, og jeg følte, at jeg måtte bruge ekstra meget tid på dem. Jeg begyndte sågar også at glemme flere af mine arbejdsopgaver, så jeg måtte skrive dem op for at huske dem. Efter et kort stykke tid, kunne jeg heller ikke mere huske, at jeg havde skrevet en liste, så jeg måtte gå med gule klister-sedler på min bluse, for at kunne huske det…..men efter noget tid, kunne jeg heller ikke huske de gule klister-sedler – jeg glemte dem simpelthen, selvom de var så synlige.
Jeg vidste ikke hvad det var, som var galt med mig, før efter mange måneder, hvor jeg endelig tog mig sammen til at komme til læge, efter at min familie pressede på. Lægen konstaterede, at jeg havde stress…..men det fik mig ikke til at stoppe. Jeg troede, at jeg ”blot” skulle tage mig mere sammen, end jeg i forvejen gjorde, for så måtte stressen da forsvinde! Lægen udtrykte, at det ville være godt for mig at blive sygemeldt i en rum tid, så jeg kunne komme ovenpå igen, hvilket jeg pure afviste!
Ledelsen på min arbejdsplads bar præg af udskiftning og manglende professionalitet med absolut ingen fokus på personalets trivsel. Der var alt for meget arbejde til for få hænder, og jeg oplevede et umådeligt stort pres på mig som medarbejder, ift. at skulle præstere. Jeg var selv blevet for syg til at vide, hvor galt det egentlig var med mig, men ingen kollegaer greb ind trods min manglende arbejdsevne.
Jeg var flov over, at jeg ikke kunne yde det jeg plejede, og jeg oplevede ikke, at det var noget, som jeg kunne tale med arbejdspladsen om – der havde været flere tilfælde af kollegaer, som fik stress. De blev set ned på af ledelsen og de andre medarbejdere, og blev ret hurtigt fyret. Der var ligesom en kultur på arbejdspladsen, hvor den generelle holdning til de kollegaer, der var blevet ramt af stress var, at de blot var ‘for meget’ – at de burde tage sig sammen, for hvor svært kunne det være? ……… Jeg var bange – for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev fyret – det ville være et nederlag – jeg havde mange bekymringstanker, som jeg følte mig meget alene med. Min arbejdsplads’ forventninger til mig bekymrede mig så meget, da jeg mere og mere måtte erkende, at selvom jeg kæmpede for at opretholde mig selv og udføre mit arbejde, så var jeg oppe mod en kraft, som jeg ikke selv kunne styre…… Jeg prøvede at kæmpe imod denne kraft (stressen), men uanset hvor meget modstand jeg gav den, så tog den nærmest et stykke af mit overskud og humør dag for dag.
Jeg vidste på dette tidspunkt ikke så meget om stress, så jeg overbeviste mig selv om, at det hele blot handlede om, at jeg lige måtte yde lidt ekstra i denne tid, og tage mig sammen, og at jeg så ville få det godt igen.…… Så jeg arbejdede videre på ”fuldt tryk” i yderligere nogle måneder – lige indtil min læge sagde STOP! Da jeg (endelig) fik det stop, som jeg havde brug for, havde jeg gået med stress i ca 1 år. Jeg havde det virkelig svært med, at jeg skulle sygemeldes med stress – jeg var flov, og jeg ville ikke erkende, at jeg virkelig havde stress. Jeg ville gerne flygte fra det, men det havde jeg op til min sygemelding gjort i cirka et 1 år, så det kunne jeg ikke blive ved med længere. Min krop sagde stop nu – ja, mit sind sagde stop…… Jeg troede, at jeg hurtigt kom tilbage til mit liv, men jeg blev klogere. Det viste sig, at jeg havde gået med stress så længe, at det udløste en meget svær depression, som blev starten på en rigtig lang og hård kamp.
Læs mere om stress på min hjemmeside
Hvad var årsagen til at hun blev ramt af stress? Hvad er vigtigt at gøre, for ikke at blive ramt af stress igen?
Hos Arketype arbejder jeg dagligt med mennesker som den beskrevne kvinde, der reagerer med flovhed og benægtelse over at blive ramt af stress, hvilket er det værste, man kan gøre. Dét der har været vigtigt i hendes situation, var at finde frem til selve kernen af hendes måde at håndtere sin stresstilstand på. Gennem samtaler fandt vi frem til årsagen til hendes reaktion hvorfor hun ikke ville erkende, at hun havde stress. Hun blev ved med at kæmpe, selvom hendes krop og sind nærmest ‘skreg’, at hun skulle stoppe. Dét der lå til grund for hendes reaktionsmønster med at fortsætte, var hendes enorme stædighed – hun havde fået opbygget en stor usikkerhed tilbage i skoletiden, hvor hun var en stille pige, som havde fået at vide, at hun ikke duede til noget. Det gav hende en usikkerhed og angst for ikke at være god nok, hvilket bevirkede at hun ville bevise, at hun godt kunne. Hun begyndte at kæmpe for at ‘holde ud’. Det blev igennem barndommen og voksenlivet til et mønster for hende, at der ikke var nogen som skulle ‘knække hende’ – at hun godt kunne blive/duede til noget. Det resulterede i, at hun stædigt blev ved med at kæmpe imod stressen.
Da hun kom på en arbejdsplads hvor lederskabet var enormt usundt, og samtidig havde et forhold til en partner med narcissistiske træk, begyndte hun at tvivle endnu mere på sig selv’- SÅ ‘knækkede filmen’, og det hele kulminerede med, at hun udviklede stress, fordi hele hendes balance i både privatlivet og arbejdslivet ikke var optimal. – Det er her de sociale arv som angst og deraf mønstret som at ville bevise hun kan og er god, danner overarbejde af mind-settet. Det vil føre til stress og senere hen en mulig depression.
Hun er i dag godt videre med sit liv, da hun gennem vores samtaler har fået ‘ryddet op’ i selve roden af sine handlemønstre. Hun har fået bearbejdet det der lå og ‘ulmede’, (roden til angstmønstre) og gav anledning til hendes lave selvværd, som udmundede sig ved, at hun blev ved med at overhøre stressen, fordi ingen skulle kunne sige til hende, at hun ikke duede til arbejde eller ikke var god nok.
Det er meget vigtigt at understrege, at det generelt set er alt afgørende, at man finder frem til hvilke faktorer det er, som har fremkaldt stress, som hun gjorde – om det er arbejdet, familien m.v. eller en balance imellem disse som belaster dig…..eller om det er dine egne forventninger og ambitioner…… hvis du blot bliver sygemeldt med stress og finder tilbage til det samme mønster efter sygemeldingen, så vil du sandsynligvis snart opleve endnu en sygemelding med stress.
Jeg har en årelang erfaring i at arbejde med menneskers ressourcer – hjælpe med at få sat ord på blokeringer og negative handlingsmønstre og dermed skabe positive forandringer for hver enkelt.
Du er altid velkommen til at ringe og få en snak omkring dine muligheder – ofte er det få samtaler der skal til, for at du kommer godt videre med livet.
Tak fordi du læste med.
Kevin, Arketype.nu
Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980
