Nej tak til kærligheden – er det virkelig det du vil? Forleden mødte jeg en kvinde, som havde besluttet sig for at sige nej tak til kærligheden.
Hun havde efterhånden været på et utal af dates med forskellige mænd. Nogle forblev blot ét møde. Andre havde hun mødtes med flere gange. Hver gang skete der det samme. Manden trak sig hurtigt, der blev længere mellem sms’erne, længere mellem telefonopkaldene, længere mellem møderne, indtil han til sidst foreslog, om de kunne fortsætte som venner.
Hun var frustreret og ulykkelig og havde fuldstændig mistet troen på, at det kunne lykkes for hende. Så hun havde valgt at give op på kærligheden, selvom det gjorde hende endnu mere ulykkelig at tænke sådan.
Jeg begyndte at spørge ind til mønstret. Hvad skete der i mødet med manden? Hvad tænkte hun før, under og efter daten? Hvordan udviklede relationen sig efterfølgende? Jeg spurgte hende også til hendes egne følelser for mændene. Det blev hurtigt tydeligt, at kvinden var så angst for ikke at blive elsket, at hun hver gang lagde alle kræfter ind for at få manden til at ville hende. Så meget, at hun helt glemte at mærke efter, hvordan hun selv havde det med ham. Mønstret stammede fra hendes negative sociale arv og en opvækst, hvor hun skulle gøre sig umage for at få sine forældres kærlighed.
Læs også: Kærlighedsmønstre – når kærligheden ikke bliver gengældt
Den negative sociale arv spændte ben i kærligheden
Kvinden var opvokset i en familie, hvor begge forældre havde meget høje forventninger til hende. Hun blev ofte kritiseret og irettesat, når hun ikke præsterede, som hendes forældre ønskede. Hun lærte derfor meget tidligt i livet at aflæse sine forældre og tilpasse sig deres signaler for at få ros, omsorg og anerkendelse. Samtidig havde hun været vidne til sin mor, som gik på kompromis med sig selv i ægteskabet med faren, og altid indordnede sig hans måde at leve på, hans holdninger og værdier.
På den måde havde hun lært at undertrykke sine egne følelser og ønsker. Angsten for ikke at blive elsket, havde hun taget med sig op i voksenlivet. Og den overskyggede fuldstændigt hendes egne håb, ønsker, drømme og følelser. Overskyggede hendes fornemmelse for, om manden overhovedet var den rigtige for hende. Om hun overhovedet ville ham, når det kom til stykket. Hun gjorde sig umage med at få manden til at kunne lide hende, men glemte helt at mærke efter, hvordan hun selv havde det med ham.
Når jeg spurgte ind til kvindens indre oplevelser med mændene, havde hun svært ved at mærke sine egne fornemmelser. Hun synes de alle sammen virkede søde og rare, og ville hver gang gerne give det en chance for at se, hvad det kunne udvikle sig til. Hver gang var hun god til at tilpasse sig hans rytme for mængden af kontakt og samvær, indholdet i deres samtaler og forslag til fælles oplevelser. Hun hyggede sig lige godt hver gang, fortalte hun mig, selvom det altid foregik på hans præmisser. Da jeg spurgte hende hvad hun selv ønskede for relationen, hvad hun selv havde brug for, hvilke forventninger hun selv havde til ham, havde hun først meget svært ved at svare.
Kvinden var blevet så vant til at tilpasse sig, at hun ikke længere kunne mærke sig selv.
Læs også: Når frygt, afmagt og sorg erstatter kærligheden
Jeg vil bare gerne elskes
Så vi gik tilbage til roden og årsagen til mønstret. Hendes forældre, som havde lært hende at tilpasse sig og fortrænge sine egne følelser. Til moderen, som indirekte havde vist hende, hvordan hun skulle undertrykke sig selv og indordne sig manden. Kvinden fik lov at fortælle sine forældre, hvad hun havde ønsket for sin barndom. Hvilke behov hun havde haft for at få lov at være sig selv, at få lov til at fejle og føle, at modtage ubetinget kærlighed uden at skulle gøre sig fortjent til den. Kvinden kiggede på mig. ,,Jeg vil bare gerne elskes. Det er derfor jeg tilpasser mig. Jeg tror ikke jeg er værd at elske, hvis jeg ikke gør mig umage. Selvfølgelig har jeg også ønsker og forventninger til mændene’’.
Indsigten åbnede op for kvindens indre drømme om sin fremtidige kæreste. Drømmende handlede ikke om hvad manden skulle kunne tilbyde, men om hvilke behov hun selv havde brug for at få opfyldt, for at få et lykkeligt parforhold. Hun ændrede sit perspektiv fra at tage imod, hvad hun kunne få, til at erkende hvad hun selv havde brug for.
Det næste skridt for kvinden var at agere på sine behov og aktivt vælge de mænd fra, som ikke matchede hendes ønsker og drømme. Fra den dag lovede hun sig selv at foretage selvkærlige valg, i stedet for at overlade sin skæbne i mændenes hænder. Kvindens rejse mod at være tro mod sig selv var begyndt, og da hun forlod mig, glædede hun sig igen til at skulle ud og date.
Læs også: At være ægte og autentisk
Sig ja til dig selv, før du siger ja til den anden
Nogle gange er vi desværre ofrer for den måde vi, i vores barndom, har lært at give og modtage kærlighed. Og vores barndomsoplevelser med vores forældres indbyrdes relation. Alt for mange føler, at de skal tilpasse sig, for at gøre sig fortjent til kærlighed. Det er den negative sociale arv, som spænder ben for dig i voksenlivet og i dine kærlighedsrelationer. Men det er muligt at gøre sig fri af de uhensigtsmæssige mønstre. Det starter med indsigt i roden og årsagen til, at du gang på gang havner i de samme fastlåste situationer.
Sig ja til dig selv, før du siger ja til den anden. Hvis du er i tvivl, om du foretager selvkærlige valg i dine kærlighedsrelationer, så spørg dig selv hvor god du er til at mærke dine egne behov, drømme og ønsker!? Prøv om du kan fornemme, hvorvidt din partner kan matche disse forventninger!? Får du opfyld dine grundlæggende behov for omsorg, opmærksomhed, samvær, kommunikation og respekt? Føler du dig elsket og værdsat? Spørg dig selv om du går forholdsmæssigt meget på kompromis!? Hvilken banehalvdel spiller I mest på – din, din partners eller midtimellem!? Spørg dig selv om du i virkeligheden ikke er bedre tjent med helt at undvære, end at lade dig nøjes med hvad lidt du kan få. Du er mere værd end at lade dig nøjes.
Tak fordi du læste med.
Kevin
Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980
