
Del 2 af 7 i serien om hverdagspsykopater – Narcissisten.
Denne artikel er anden del af artikelserien om mennesker med dyssocial personlighedsstruktur – i daglig tale kaldet psykopat eller hverdags-psykopat. – Læs med hvordan disse også kan have andre personligheds forstyrrelser og hvordan de vil agere i det daglige. I dag vil jeg kigge på de narcissistiske træk.
Læs første del af artikelserien her – Hvad er dyssocial personlighedsstruktur / psykopat
I første del af artikelserien beskrev jeg de grundlæggende faktorer, der gør sig gældende for et menneske med dyssocial personlighedsstruktur og som denne i en diagnose system skal have en større score i, for at blive diagnosticeret.
Jeg har gennem en artikelserie valgt at sætte fokus på emnet omkring hverdags-psykopater. Det har jeg fordi, jeg møder mange klienter i min praksis, som forgæves forsøger at opretholde relationer med mennesker, som dybest set ikke er i stand til at imødekomme deres følelser og hengivenhed. Gennem artiklerne får du oplysning om psykopatens tanke og handlemønstre. Jeg fortæller hvorfor du tiltrækker dem, og hvad du kan arbejde med, for ikke at tiltrække denne personlighedstype i fremtiden.
Parforholdet med en hverdags-psykopat er hverken nemt, ligetil eller sundt. Rigtig mange ”ofre” får ar på sjælen for livet, hvis de ikke får ryddet op i oplevelserne de har haft. Det er vigtigt at forstå, at du ikke kan redde et menneske, som udviser psykopatiske træk. Lige så vigtigt er det, at du ikke forsøger at diagnosticere eller forklarer vedkommendes adfærd. Hvis du befinder dig i et forhold, der ikke er sundt for dig, skal du afslutte det. Uanset om det er en relation med en hverdags-psykopat eller ej.
Narcissisten
Artiklen i dag handler om narcissisten og hvilke karaktertræk der gør sig gældende for denne type.
Som jeg skrev om i den første artikel, evner mennesker med en dyssocial personlighedsstruktur ikke at udvise empati, de overskrider gentagende gange andres grænser og de handler og agerer altid for egen vindings skyld. Den Narcissistiske hverdags-psykopat er desuden kendetegnet ved at være ekstremt selvoptaget. De mener at være noget helt specielt og have en speciel betydning i forhold til alle andre.
Vær opmærksom på, at er der tale om en narcissist, har vedkommende samtidig de grundlæggende personlighedsstræk for en dyssocial personlighedsstruktur. Samtidig har narcissisten en række andre karakteristika, som jeg beskriver i denne artikel.
Karaktertræk ved den dyssociale personlighedsstruktur med en personligheds forstyrrelser som en narcissist:
- Oplever sin egen betydning som overlegen i forhold til alle andre.
- Forventer at blive anerkendt og rost uden nødvendigvis at have præsteret noget særligt.
- Kræver overdreven beundring fra omgivelserne.
- Sætter magt, prestige, berømmelse og succes foran alt andet.
- Opsøger og omgås mennesker, der er specielle eller indflydelsesrige.
- Urealistiske tanker om succes og egne evner.
- Har ingen forståelse for andre menneskers følelser, behov og situation.
- Drømmer om den ideelle partners ideelle skønhed og ideelle kærlighed.
- Oplever sig selv som noget særligt og mener at være berettiget til sine ønsker – uanset regler og konventioner.
- Forventer at andre indordner sig og gør, som han befaler.
- Charmerende udadtil
Parforholdet med en narcissist
Når du indleder et parforhold med en narcissist, vil han sætte dig på en piedestal i starten af forholdet. Han er helt fantastisk til at give dig følelsen af at være noget helt specielt. Meget karakteristisk er det dog, at de første tegn på den dyssocial personlighedsstruktur viser sig efter ca. 3 måneder. Tingene begynder at vende og han begynder langsomt at bebrejde dig, være afkrævende, manipulere og straffe dig, hvis du ikke indretter dig efter hans ønsker.
Denne adfærd tager langsomt over og begynder at fylde mere og mere i jeres forhold. Til at starte med indretter du dig og imødekommer hans ønsker. Han belønner dig med kærlighed og anerkendelse. Indtil næste gang han skal opnå noget, eller ”du gør noget forkert”.
Når du danner par med en narcissist
Hvis du danner par med en narcissist, vil du opleve, at hele jeres liv og hverdag bliver planlagt og indrettet efter hans hoved. Narcissisten føler sig som noget ganske specielt og forventer derfor, at hele verden Indretter sig efter ham. I narcissistens virkelighed, er hans behov vigtigere end alle andres. Eller han anerkender ikke, at andre har anderledes behov, end han selv har.
Narcissisten er simpelthen ikke i stand til at sætte sig ind i, at andre kan have andre holdninger og meninger end ham. Derfor er det også ekstremt vanskeligt at argumentere mod de planer eller beslutninger, narcissisten egenhændigt træffer om jeres fælles liv. Hvis du alligevel forsøger, bliver han kold, fornærmet, rasende, nedladende eller går til modangreb. Og bliver ved, også selvom det strækker sig over flere dage, indtil du har givet efter.
Det er hårdt arbejde at være i en relation med en narcissist.
Det værste en narcissist ved er ikke at blive set, hørt og beundret. Føler Narcissisten sig overset, vil de med det samme forsøge at tildrage sig opmærksomheden. Det kan være ved at forsøge at høste beundring (se hvor god jeg er), ved at få omsorg (se hvor ondt jeg har), eller ved at overgå dine fortællinger med sine egne (hør hvor meget jeg ved og har oplevet). Han forventer, at du beundrer ham betingelsesløst og han kræver konstant din udelte opmærksomhed, omsorg og kærlighed.
Narcissisten er meget optaget af ydre og overfladiske omstændigheder som prestige, penge og image. Det er meget vigtigt for ham, hvordan tingene tager sig ud. Derfor vælger han også ofte partnere, som kan komplimentere denne livs forestilling. Facaden skal være i orden, og du skal være med til at opretholde den. Hvis du træder ved siden af, vil han skyde skylden på dig og bebrejde dig, at du ikke er god nok eller gør tingene godt nok.
Du er ikke forkert.
Man kan meget hurtigt kommer til at føle sig forkert, når man indgår i en relation med en narcissist. Narcissisten er så overbevist om sin egen overlegenhed, at du hurtigt kommer til at tvivle på dig selv, hvis ikke dit selvværd er stærkt.
Du føler dig sikkert forvirret og begynder at tvivle på dig selv og din egen intuition. Du bliver bange for at ytre dig, fordi du aldrig ved, hvordan dine meninger bliver modtaget. Du forsøger at tilpasse dig. Du tror, at du selv er skyld i konflikterne. Og du begynder måske at opfører dig irrationelt og på måder, hvor du ikke kan genkende dig selv.
Rigtig mange ofre isolerer sig efterhånden og afskærer kontakten med venner og familie. For de fleste er det meget skamfuldt at være i et parfold, hvor man er blevet manipuleret til at tro, at alle problemerne skyldes én selv.
Det er vigtigt at forstå, at du ikke er forkert og at dine tanker, følelser og oplevelser aldrig er forkerte. Lyt til din intuition og mavefornemmelse. Hvis relationen føles forkert, er den forkert. Også selvom han noget af tiden fylder dig med en følelse af at være tilbedt.
Få hjælp til at bryde med dine mønstre hos Arketype.nu
Måske har du oplevet at danne par med en narcissist!? Måske har du flere gange forelsket dig i en narcissist?
Særligt mennesker med en grundlæggende usikkerhed, angst for ikke at være god nok og lavt selvværd har nemt ved at falde for en hverdags-psykopat. Hverdags-psykopaten har en fantastisk evne til at få offeret til at føle sig som noget ganske særligt. Offeret kommer på den måde hurtigt til at hungre og hige efter vedkommendes kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Der opstår på den måde en form for afhængighed, som gør det svært at slippe relationen.
Når du skal bryde mønstret
Hvis du skal bryde mønstret, har du brug for hjælp til at finde ind til roden og årsagen til, at du tiltrækker denne type mennesker. Det er desuden vigtigt, at du arbejder med at skabe et stærkt selvværd og en stærk selvfølelse, så du bliver i stand til at sige fra over for mennesker, som bevidst overskrider dine grænser og udnytter dine svagheder.
Hos Arketype.nu sætter vi ikke bare fokus på symptomet, men arbejder målrettet med at fjerne de mønstre og blokeringer, som stammer fra din negative sociale arv. Og er den grundlæggende årsag til de udfordringer, du møder i voksenlivet.
Hvis du vil høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte mig for en uformel og uforpligtende snak.
Tak fordi du læste med.
Kevin, Arketype.nu

Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980