
Del 3 af 7 i serien om hverdagspsykopater
Artiklen her er den tredje i rækken af en artikelserie om mennesker med dyssocial personlighedsstruktur – også kaldet psykopat eller hverdags-psykopat. I dag handler artiklen om den Histrioniske/Dramatiske psykopat.
Jeg har valgt at sætte fokus på emnet, for at udbrede kendskabet til de forskellige typer af personlighedsforstyrrelser der også findes, i tillæg til den dyssociale personlighedsstruktur (psykopaten). Der har de senere år været meget fokus på de såkaldte hverdags-psykopater. Særligt Narcissisten, har fået meget opmærksomhed. Men der findes også andre personlighedsforstyrrelser med karaktertræk, som er værd at være opmærksom på.
Du kan læse hele artikelserien på min blog https://www.arketype.nu/blog/
Når jeg sætter fokus på temaet, er det fordi jeg møder mange klienter i min praksis, som forgæves forsøger at opretholde relationer med mennesker, som dybest set ikke er i stand til at imødekomme og gengælde deres følelser og hengivenhed. Langt de fleste mennesker, som har været i parforhold med en psykopat, slår sig hårdt og får ar på sjælen for livet. Hvis du skal blive hel igen efter at have slået dig på en psykopat, er det vigtigt du bliver bevidst om årsagen og baggrunden for dit usunde parforhold.
Gennem artiklerne får du oplysning om psykopatens tanke og handlemønstre. Jeg fortæller hvorfor du tiltrækker dem, og hvad du kan arbejde med, for ikke at tiltrække denne personlighedstype i fremtiden.
Bliv ikke i en usund relation
Det er først og fremmest vigtigt at forstå, at du ikke skal forblive i en relation, som ikke er sund for dig. Føles forholdet forkert, er jeres relation ulige, føler du dig manipuleret, er du udsat for psykiske eller fysiske overgreb eller mistrives du, skal du fjerne dig fra forholdet. Du behøver ikke finde på undskyldninger eller lede efter forklaringer for vedkommende, som ikke er god for dig.
Ej heller skal du forsøge at diagnosticere mennesker, som udviser atypiske handle- eller tankemønstre. Vi er alle sammen forskellige og agerer forskelligt i situationer og relationer. Har du en dårlig oplevelse med et menneske, behøver det ikke betyde, at du har været i kontakt med en psykopat. Er relationen usund, skal du sige fra og fjerne dig fra den, uanset om der er tale om et menneske med dyssocial personlighedsstruktur eller ej.
Den Histrioniske/Dramatiske psykopat
Artiklen i dag handler om den histrioniske/dramatiske psykopat og hvilke karaktertræk der gør sig gældende for denne type. Undersøgelser viser, at der er en overvejende andel af kvinder, som udviser disse karaktertræk.
Som jeg skrev om i den første artikel, evner mennesker med en dyssocial personlighedsstruktur ikke at udvise empati, de overskrider gentagende gange andres grænser og de handler og agerer altid for egen vindings skyld. Ud over de karaktertræk, der beskrives i denne artikel, har vedkommende samtidig de grundlæggende personlighedsstræk for en dyssocial personlighedsstruktur. Man kan altså ikke konkludere at en person er histrionisk psykopat, blot fordi de skaber drama i omgangskredsen.
Karaktertræk for den histrioniske eller dramatiske psykopat
• Overdramatiserer sig selv, og de situationer han/hun er i.
• Er melodramatisk og udtrykker overdrevne følelser.
• Er fortællende, men går sjældent i detaljer.
• Lader sig let påvirke af omgivelser og indtryk.
• Har et overfladisk og uligevægtigt følelsesliv og følelserne skifter hurtigt.
• Søger spænding og opmærksomhed.
• Er charmerende og forførende – uden i øvrigt at ville noget med det.
• Er upassende seksuelt forførende, flirtende eller direkte provokerende.
• Lægger an på alle for at tiltrække sig opmærksomhed.
• Er overdreven optaget af sit udseende og sin tiltrækningskraft.
• Bruger sit udseende til at tiltrække sig opmærksomhed.
• Søger konstant at være centrum for opmærksomhed.
• Mener at have mange tætte relationer – opfatter forhold tættere end de i virkeligheden er.
Parforholdet med en histrionisk eller dramatisk psykopat
Som partner til en psykopat, er du altid på overarbejde. Du er muligvis blevet tiltrukket af vedkommendes fantastiske evne til at sætte dig på en piedestal og forgude dig i starten af forholdet. Efter kort tid vender relationen, og han eller hun begynder at blive manipulerende, afkrævende og demonstrere psykisk overlegenhed.
Forholdet med den histrioniske partner starter oftest meget intenst. De giver tidligt i forholdet udtryk for de helt store følelser. De er meget forførende og har overdrevet lyst til seksuelt samvær med dig. Og de iscenesætter og ophøjer jeres parforhold, som var det det mest fantastiske de har oplevet nogensinde.
Hvis du har været single gennem længere tid og higer efter det andet køns opmærksomhed, vil du sikkert blive taget med storm. Den histrioniske psykopat bruger sin seksualitet til at tiltrække dig, og du vil føle dig begæret og eftertragtet.
Efter kort tid, vil du dog opdage, at du ikke er den eneste, den histrioniske psykopat søger at forføre. De søger konstant spænding og opmærksomhed. Parforholdet vil derfor hurtigt blive præget af jalousidramaer. Enten fordi du konfronterer din partner med upassende adfærd over for andre. Eller fordi din histrioniske partner projicerer sin egen adfærd over på dig, og beskylder dig for flirt eller utroskab. For din partner er målet at være centrum for din og andres opmærksomhed.
I det hele taget vil parforholdet med den histrioniske psykopat være præget af meget melodramatik. Den histrioniske psykopat oplever verden i sort/hvid. Der findes ingen mellemting. De har oftest et stærkt forsimplet og unuanceret billede af mennesker omkring dem. Enten er andre søde, vidunderlige og fantastiske. Eller også er de ondskabsfulde, løgnagtige og værdiløse. Du er ingen undtagelse. Og når tingene ikke flasker sig for dem, er det altid din eller andres skyld. Aldrig deres egen.
Hvorfor tiltrækker du psykopaten
Hverdags-psykopater har en evne til at tiltrække mennesker, som bærer på en indre usikkerhed og angst for ikke at være god nok. Ofte et menneske, der har gode intentioner og har tildens til at tilsidesætte sig selv for andre. Årsagen er, at psykopaten har en fantastisk evne til at komplimentere og få dig til at føle dig unik og fantastisk.
Hvis du `higer efter kærlighed, vil du måske ikke opfange de faresignaler, der viser sig hen ad vejen. Du lægger måske ikke mærke til, at din nye kærlighed taler dårligt til eller om andre. Undrer dig ikke over, at det aldrig er din partners skyld, hvis der sker noget uheldigt. Stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de har svært ved at styre deres impulser og kan reagere voldsomt med frustration og vrede, hvis noget går dem på.
Når de vender rundt på en tallerken og begynder at nedgøre, bebrejde og straffe dig, undskylder du måske deres adfærd. Du ved jo hvor fantastisk søde og charmerende de kan være, og tilpasser dig, for at stille dem tilfredse. Efterhånden bliver det svære at opnå deres ”kærlighed” og anerkendelse. Så du tilpasser dig og tilsidesætter dig selv yderligere. Indtil du til sidst helt mister dig selv i forholdet.
Få hjælp til at bryde med dine mønstre hos Arketype.nu
Måske kan du genkende dit eget eller tidligere parforhold i ovenstående!? Måske har du flere gange forelsket dig i et menneske, som på sigt har vist sig at være usund og nedbrydende for dig!?
Hvis du skal bryde mønstret, har du brug for hjælp til at finde ind til roden og årsagen til, at du bliver tiltrukket af denne type mennesker. Det er desuden vigtigt, at du arbejder med at skabe et stærkt selvværd og en stærk selvfølelse, så du bliver i stand til at sige fra over for mennesker, som bevidst overskrider dine grænser og udnytter dine svagheder.
Lige så vigtigt er det, at du lærer at lytter til din mavefornemmelse og få øje på de advarselslamper, som med garanti viser sig hen ad vejen. Og at du ikke tilsidesætter dig selv, i et forsøg på at opnå anerkendelse og opmærksomhed.
Hos Arketype.nu sætter vi ikke bare fokus på symptomet, men arbejder målrettet med at fjerne de mønstre og blokeringer, som stammer fra din negative sociale arv. Og er den grundlæggende årsag til de udfordringer, du møder i voksenlivet.
Læs også: Hvordan styrer social arv og negative mønstre dit liv?
Hvis du vil høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte mig for en uformel og uforpligtende snak.
Tak fordi du læste med.
Kevin, Arketype.nu

Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980