Meget ofte møder jeg mennesker som gennem tiden mister sig selv i deres ægteskab. Særligt i de tilfælde, hvor partneren udviser tegn på en dyssocial personlighedsstruktur eller personlighedsforstyrrelser, kan det være svært at ’holde fast i sig selv’.
Mange opdager først for sent at partneren, med sin manipulerende adfærd, altid sætter sig selv forrest og ikke er i stand til at udvise empati, indlevelse og forståelse.
Jeg var gift med en narcissist og mistede mig selv (personlighedsforstyrrelse)
Fælles for mange af dem er, at de allerede fra starten af parforholdet mærker en spirende tvivl om partneren er ’den rigtige’. I starten af forholdet er partneren måske charmerende, komplimenterende, underholdende og sætter én på en piedestal. Han er dygtig til at få én til at føle sig som det mest fantastiske menneske i verden, så mange vælger at overhøre mavefornemmelsen og bliver sammen med vedkommende. Langsomt begynder adfærden at vende og han bliver krævende, stridbar, negativ, kritiserende og følelseskold. Det kan være svært at stå fast på sine egne behov i et liv med et menneske, med personlighedsforstyrrelser (narcissistiske træk). For mange bliver livet præget af afmagt og modløshed når det går op for dem, at den partner de har valgt, ikke er i stand til at elske dem med et rent hjerte – simpelthen fordi han ikke er i stand til at føle empati og elske andre end sig selv.
Læs her Dorthes gribende historie om hvordan hun mistede sig selv i ægteskabet med en mand, der udviste personlighedsforstyrrelse/narcissistiske træk. Og hvordan hun efterhånden gav afkald på sin ret til at være lykkelig og sine inderste længsler.
Læs også: Han tog mig med storm og stjal min sjæl
Jeg forvandlede mig langsomt til en maskine
De sidste 4 år af vores ægteskab fik jeg med vilje det hele til at handle om ham. Mest af alt var det for at slippe for at forholde mig til mig selv. Jeg kunne ikke mere, kunne ikke give mere af mig selv. Der var ikke mere at give af. Så jeg spurgte ind til hans dag, lyttede til hans brokkerier over uduelige kollegaer, hvordan hele verden kunne være imod ham og hvordan alle omkring ham var nogle idioter. Det var altid alle andres skyld. Udtrykte min omsorg og bekymring, når han havde ondt, var træt eller syg. Han krævede meget opmærksomhed hele tiden, så jeg nursede, ordnede og fiksede. Fik hverdagen til at køre. Havde styr på økonomien, børnenes fritidsinteresser, aftaler, indkøb, rengøring, planlægning.
Alt imens fjernede jeg mig mere og mere fra mig selv, afskar mig fra at føle noget og gjorde mig umage for at overhøre min krop, følelser og sjæls signaler. Jeg forvandlede mig langsomt til en maskine, som bare skulle have tingene til at glide og dagene til at gå uden alt for mange konflikter. Det blev mit mantra i de år – hver dag sagde jeg til mig selv, at jeg bare skulle have sekunderne, minutterne, timerne, dagene, årene til at gå. Det var det, der holdt mig i gang.
Det var nemt nok. Han spurgte aldrig ind til mig. Bekymrede sig ikke, interesserede sig ikke, drog ikke omsorg for mig. Hans ligegyldighed voksede, hans blik blev koldt og kravene større. Des mere jeg gjorde des mere forlangte han. Brokkede sig over, hvorfor jeg aldrig kørte på lossepladsen, hvorfor det altid var ham der skulle gå med hunden, hvorfor jeg ikke havde købt mælk, hvorfor der ikke var penge, hvorfor jeg ikke tog medansvar i hans projekter. Alting fik han vendt og drejet til at være min skyld. Når jeg engang imellem forsøgte at sætte mig imod, overfusede han mig, kom med nedladende bemærkninger, eller straffede mig med stilhed i flere dage i træk.
Så ’maskinen’ forsøgte så godt hun kunne at imødekomme hans krav. Mest af alt for at undgå konflikter og holde nogenlunde harmoni i vores fælles hjem med vores to børn.
Læs også: Det selvudslettende parforhold med en misbruger
Måske håbede jeg på, at det ville vende på en tallerken
Hvorfor jeg lod det komme så vidt, kan jeg ikke svare på. Måske håbede jeg på, at det hele en dag ville vende på en tallerken og blive godt igen, hvis det da nogensinde havde været det. Måske var det ’godt nok’ dengang det hele startede. Vi var i midten af 20’erne, da vi mødte hinanden. Efter nogle heftige år, hvor der var blevet festet igennem, havde jeg så inderligt brug for ro og stabilitet. Det var dét jeg faldt for dengang. Ro og stabilitet – som gennem årene transformerede sig ligegyldighed og bebrejdelser.
Havde jeg lyttet til mig selv dengang i starten, ville jeg have vidst, at jeg i virkeligheden længdes efter noget helt andet og at vores parforhold og ægteskab aldrig ville have holdt i længden. At mit sande ’jeg’ i virkeligheden havde brug for opmærksomhed, omsorg og kærlighed. At jeg havde brug for én, der ville ro båden sammen med mig. Og i hvert tilfælde aldrig ville tillade, at jeg roede den alene.
Men jeg fik lov til selv at padle og faldt ind i rollen som hende der, i bytte for ro og stabilitet, leverede opmærksomhed og kærlighed. Jeg gjorde det så godt, at jeg gennem tiden helt gav afkald på mig selv. Var så ”dygtig” til at ro alene, at jeg fik overbevist mig selv om, at jeg ingenting var værd, at jeg ikke var værd at elske og drage omsorg for, at mine behov, ønsker og drømme var ligegyldige. Så jeg stoppede med at give udtryk for dem, der var alligevel ingen der lyttede, og blev til hende ’maskinen’.
Jeg burde have lyttet til mig selv
Jeg burde have lyttet til mig selv. Burde have taget vare på mig selv og været modig nok til at træffe beslutningen om at stoppe ægteskabet, længe før jeg gjorde. Skammen og skyldfølelsen holdt mig fast. Jeg vidste godt det skulle slutte på et tidspunkt, men jeg følte mig ingenting værd og det var så ufattelig svært at træffe beslutningen helt alene. At være den der splittede det hele ad. Det usympatiske og egoistiske monster, som var skyld i at børnene blev kastet ud i en orkan af følelser, sorg, afmagt, savn, længsel og uvished. Så jeg besluttede mig for at give afkald på min egen lykke – jeg skulle bare have sekunderne, minutterne, timerne, dagene, årene til at gå. Jeg holdt mig i gang… hele tiden, så jeg kunne blive fri for at mærke mig selv.
Læs også: 5 tegn på du befinder dig i et ødelæggende forhold
Havde jeg dog bare lyttet til mig selv allerede dengang vi mødte hinanden. Havde jeg dog bare været meget mere bevidst om mine inderste drømme, håb og ønsker. Havde jeg dog bare kendt mig selv bedre, kendt til mit indre ’sande jeg’. Havde jeg dog bare reageret på den lille bitte snert af tvivl, der allerede begyndte at vokse dengang i starten. Havde jeg dog bare samlet mod og truffet beslutningen om at stoppe det usunde ægteskab meget tidligere.
For det endte selvfølgelig. Da jeg endelig fik samlet mod. Jeg skulle helt ud over kanten og hang til sidst kun i det aller yderste af fingerspidserne frit dinglende over afgrunden, intetheden og ligegyldigheden. Men jeg gjorde det! Det var den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet. Ikke bare god for mig, men også for vores børn. Vi blev glade igen, fik gnisten tilbage i øjnene og kunne slappe af. Fra den ene dag til den anden gik det op for mig, hvor meget jeg har lidt gennem årene og hvor meget skade jeg havde gjort på mig selv ved at blive i en relation, som på ingen måde var god for mig.
Så småt er jeg begyndt at vende tilbage til livet
Det er barskt at arbejde med sig selv, når man har haft koblet følelserne af så længe. Når man har fået overbevist sig selv om, at man ikke er noget værd og at der ikke er noget derinde for andre at elske. Det er svært at lytte til sit indre, når man gjort sig umage for at ignorere det så længe. Det er hårdt arbejde, men jeg er godt på vej og jeg tror på, at det lykkes en dag – at være mig og have det godt med det.
Læs også: Hvad er dyssocial personlighedsstruktur
Kevin hjælper mig i processen. Hjælper mig til at se, hvor mine negative arv og mønstre stammer fra og få øje på, hvordan jeg siden min barndom har skulle undertrykke mit sande jeg. Det er derfor jeg var så dygtig til netop dét i mit ægteskab. Han støtter mig i at finde mig selv, lytte til min intuition og følge mine fornemmelser. Jeg er godt på vej til at få det liv jeg drømmer om, og næste gang lytter jeg uden tvivl til min mavefornemmelse, når jeg vælger partner.
Aarhus – København
Mail: Info@arketype.nu – Tel: +45 51958980
