“Jeg er ikke værd at elske”…!
Bemærkningen kommer fra en ung kvinde, som sidder i stolen overfor mig. Næsten uanfægtet spytter hun erklæringen ud i rummet, som om hendes bekendtgørelse er det mest indlysende i hele verden. Næsten uanfægtet… for jeg kan godt se, hvordan hun opgivende slår ud med armene, mens hun proklamerer det. Kan godt se hvordan hun i samme øjeblik slår blikket ned i gulvet. Kan godt få øje på den tristhed og smerte hun har i øjnene. ’’Jeg er ikke værd at elske’’. Hvad i alverden får en ung kvinde med hele livet foran sig… noget menneske overhovedet… til at tænke sådan om sig selv?
Desværre er hun ikke den eneste. Jeg møder mange mennesker, som ikke føler sig værd at elske. Ikke føler sig værdige til at modtage andre menneskers omsorg og kærlighed. Det er en trist kendsgerning og man kan undre sig over, hvordan det kan få lov at komme så vidt.
’’Hvad får dig dog til at tro det?,, spørger jeg. Jeg kan tydeligt fornemme, at hun er et sensitivt menneske. På samme tid en sårbar og stærk sjæl, som tilsyneladende har måtte kapitulere under vægten af en samling uheldige oplevelser og en bunke usunde relationer. Men præcis hvilke oplevelser og relationer hun gemmer i rygsækken, og som har bragt hende til stolen i mit samtalerum og den nedslående erkendelse, kender jeg ikke.
Med bedrøvet blik og sammensunkne skuldre begynder kvinden at fortælle om sit liv og de oplevelser, der har bragt hende til den sørgelige konklusion.
Jeg har aldrig følt mig elsket… ikke sådan rigtigt i hvert tilfælde
’’Jeg har egentlig aldrig følt mig elsket. Ikke sådan rigtigt i hvert tilfælde. Jeg har altid drømt om, at nogen en dag ville elske hele mig. At nogen en dag vil få øje på mig… se ind i mig. En dum drøm som jeg efterhånden har givet slip på. Jeg tror ikke længere på, at det lykkes for mig. Det der med kærlighed er nok bare ikke for mig. Jeg ville ikke engang vælge mig selv,,
Kvinden har tårer i øjnene nu. De presser sig på. Det er tæt på lige ved og næsten, men hun græder ikke. Holder standhaftigt igen. Det er tydeligt hun er meget berørt af sit eget manifest. At hun inderst inde ville ønske, det ikke forholdt sig sådan. Men at hun kæmper for at overbevise sig selv. Smeder, med hvert ord, et skjold mod flere knuste hjerter og bristede drømme. Hun er vant til at holde igen på tårerne, kan jeg se. Man kan ikke være så tæt på og alligevel så langt fra, hvis man ikke gennem mange år har trænet netop den disciplin.
Da jeg talte med hende første gang i telefonen, fortalte hun mig, at hun havde det svært. Hun var ked af det hele tiden, ikke længere magtede livet, relationerne, kærligheden, det hele. Hun havde desperat brug for hjælp til at få det bedre. Vi aftalte at mødes få dage senere. Nu sidder hun her i stolen og kæmper for ikke at give slip på sig selv.
Kvinden fortæller videre. Om en barndom, hvor hun det meste af tiden var overladt til sig selv. Med et par forældre, som altid satte sig selv og deres egne behov foran hende. Om venskaber hvor hun altid var støttepillen, hende der bakkede op, hende der lyttede, hende der hurtigt fornemmede hvordan de andre havde det og hjalp dem igennem deres kriser. Hun trængte så forbandet meget til et sted at høre til, til nogle der gad hende, så hun bare gav og gav og gav. Der kom sjældent lige så meget igen.
Hendes aller største drøm var at være nogens førstevalg
Hendes aller største drøm var at være nogens førstevalg. Hun længdes så meget og troede, at det omsider var lykkes hende at finde ubetinget kærlighed i den kæreste, som hun havde haft et forhold til gennem nogle år. Det havde med tiden stille og roligt udviklet sig til en daglig kamp, hvor hun fortsatte sit mønster med at give kærlighed og omsorg i håb om, at der kom lidt igen. Det gjorde der bare aldrig. Og de var gået fra hinanden, uden han så meget som havde forsøgt at få hende til at blive eller få tingene til at lykkes. ’’Han kæmpede ikke engang for mig. Gad ikke engang at gøre sig den umage at give det et forsøg mere.
Hvordan skal jeg dog kunne tro på, at jeg er værd at elske. Når ikke engang de mennesker, som er aller tættest på mig, gør. Det var en tåbelig drøm og jeg var tåbelig at turde tro på den. Det er nok bare min skæbne ikke at være elsket,,
Det er aldrig nogens skæbne ikke at være elsket! Vi fortjener alle sammen kærlighed. Man skal turde kræve den af de mennesker, som er tæt på én. Og lukke dem ud af sit liv, som ikke frivilligt og ubetinget aflevere den!
Vi fortsætter med at tale om selve årsagen til, hun overhovedet sidder i min stol i dag. Hendes forældres egoistiske adfærd og manglende opmærksomhed. Indeni er kvinden stadig den lille oversete pige, som så inderligt sulter efter sine forældres udelte kærlighed. Den lille sensitive pige, som et sted på sin ensomme rejse fra barn til ung til voksen, fik bildt sig selv ind, at hun ikke er værdig til kærlighed. Selvsamme pige bor stadig i kvindes hoved og hvisker hver dag til hende, hvor lidt hun er værd og hvor meget hun fortjener ensomheden.
Det første skridt på vejen
Det første skridt på vejen er at få renset ud i hendes forældres uhensigtsmæssige adfærd og forstå, at hverken den lille sensitive pige eller den voksne kvinde, for den sags skyld, kan eller skal tage ansvar for forældrenes forskruede prioriteter og handlinger. Og at de hjerteskærende forestillinger den lille pige skabte for mange år siden, på sine forældres bekostning, er direkte forkerte og forbandende usunde og selvdestruktive. Den lille sensitive pige skal ’sendes afsted’ og lade den voksne fantastiske kvinde være tilbage, så hun kan folde sig ud uden selvbestaltede formaninger.
Kvinden omfavner den lille sensitive pige, inden hun sender hende afsted. Fortæller hende at hun er elsket, at det var de voksne, der var forkert på den og at hun skal give slip på overbevisningen om, at hun ikke er god nok og at ingen elsker hende. For hun ER elsket. Meget mere end hun tror. Hvis hun blot tør give slip på sig selv og tro på det.
Nu græder kvinden. Ikke en teatralsk højlydt gråd. Blot helt lydløse tårer der næsten ubemærket forlader øjenkrogen og snor sig stille ned ad hendes kinder. Jeg rækker hende forsigtigt en serviet og giver hende ro til at få afløb for de mange års usunde standhaftighed.
Nu kan der endelig gives plads til nye sunde tankemønstre. Kvinden har taget et stort skridt i dag. Hun er godt på vej og inden længe, vil hun igen turde tro på sig selv, livet og kærligheden. Meget snart.
Læs også: Siger du fra, når dine grænser bliver overskredet?
Hvis du bliver ved med at lade usikkerheden eller angsten for ikke at være god nok styre dit liv
Kvindens historie er desværre ikke enestående. Jeg møder mange, der har fået skabt en overbevisning om, at de ikke er værd at elske. Der kan være flere årsager til, at nogle ”vælger” denne livs strategi. Ofte er det for at passe på sig selv, så man undgår at blive såret igen. For nogle handler det om, at de aldrig har følt sig forstået og af den grund er overbevist om, at de ikke har været elsket. For kvinden i casen, havde hun bygget overbevisningen på et fundament af sine fraværende forældre.
Hvis man afskærer sig selv fra at modtage kærlighed, fordi man af forskellige årsager har fået sig overbevist om, at man ikke er værdig til at modtage kærlighed, kommer man uvilkårligt til at leve et ulykkeligt liv i ensomhed. Men det kan lykkes at gøre sig fri af de usunde overbevisninger og åbne sig for kærligheden til sig selv og andre.
Dit social arv og negative mønstre
Det handler alt om din social arv og de negative mønstre du danner igennem barndommen og op til dit voksne liv. Det gør du blandt andet gennem dine forældre, kultur, miljø og dine omgivelser. Et arv blandt andet er, at arve karaktertræk som usikkerhed, frygt og angst/ængstelse mm. Disse nævnte områder, styrer meget mere end vi lige er klar over og det er disse, der skal ryddes op i.
Skriv om dine egne oplevelser i kommentarfeltet og du vil opdage, at mange flere har det ligesom dig. Eller kontakt mig for en uforpligtende snak, hvis du vil høre hvordan jeg kan hjælpe dig med at åbne dig for kærligheden igen eller måske andre områder af dit liv du gerne vil have sat ord på.
Læs også: En usikker singles bekendelser
Tak fordi du læste med
Kevin
