Hvorfor er det vigtigt at lære sig selv at kende
På den hårde måde blev Anne bevist om, at det var på tide at kigge sig selv i øjnene og lære sig selv at kende. Læs hendes gribende og ærlige historie om lavt selvværd, usunde bekendtskaber og et liv, hvor hun ikke selv havde overtaget. Læs også hvordan hun fik hjælp til at bryde med sin negative sociale arv, uhensigtsmæssige mønstre og usunde blokeringer, så hun kunne lære at lytte til sig selv og tage styring over sit eget liv.
I starten var jeg nærmest euforisk
Efter et forlist ægteskab med en mand, som ikke evnede at udvise empati og omsorg, var mit selvværd meget tæt på nul-punktet. Gennem de mange år i forholdet, havde jeg fået overbevist mig selv om, at jeg ingenting var værd, at mine følelser ikke betød noget og at jeg ikke var værdig til kærlighed. Det var med denne grundfølelse, jeg tog hul på det nye kapitel i mit liv.
I starten var jeg ikke engang selv klar over det. Jeg var glad for at slippe ud af den usunde relation, som havde kostet både mig, ham og vores fælles børn alt for mange psykiske mavepustere. Ja, jeg var nærmest euforisk og glædede mig til mit nye spændende liv. Nød mine alene-aftener, hyggede med mine børn, læste bøger og lavede alt det, der før havde mødt mig med himmelvendte øjne og en bunke bebrejdelser.
Lige indtil den dag, hvor det gik op for mig, at jeg i virkeligheden ikke kunne finde ud af livet.
Oplevelsen ramte mig lige i fjæset
Oplevelsen ramte mig som en hårdtslående lægtehammer, lige midt i fjæset. Ensomheden bølgede ind over mig. Følelsen af mindreværd, ikke at slå til, ikke at kunne finde ud af noget som helst og ikke at være værdifuld, ruskede i mig og blæste mig total omkuld. Den indre kritiker, som jeg kendte alt for godt, overtog på et øjeblik fuldstændig min hjerne. Jeg mundhugges konstant med mig selv, og forsøgte samtidig at passe på mit sårbare hjerte, som var meget tæt på bristepunktet.
Måske var det fordi, jeg lige pludselig blev tvunget til at mærke mig selv!? Måske var det fordi, det langsomt gik op for mig, at jeg ikke havde nogen som helst idé om, hvem jeg var!? Måske var det fordi, jeg overhovedet ikke kunne få øje på formålet med livet eller mit bidrag til verden!? Måske var det fordi, jeg følte mig fastlåst og taget til fanget i mig selv, af mig selv!? Måske var det fordi jeg opdagede, at jeg slet ikke elskede mig selv!?
Fra himmerige til skærsild på et splitsekund
Jeg ved egentlig ikke præcis, hvad min pludseligt altoverskyggende modløshed skyldtes. Fra himmerige til skærsild på, hvad jeg husker som, et splitsekund. Og så alligevel. For efter de euforiske måneder, hvor jeg var drivkraft for alle mulige spændende oplevelser med en masse spændende mennesker, satte jeg mig en dag til at vente på, at nogle andre havde lyst til at tage over på initiativerne. Telefonen ringede bare aldrig. Konklusionen måtte være, at ingen gad mig. Selvfølgelig bortset fra de gifte mænd, der henvendte sig i håb om lidt uforpligtende ’sjov i gaden’ med den ny-frie fugl. De blev dog hurtigt viftet af pinden. Jeg skulle under ingen omstændigheder rode med gifte mænd.
På nogenlunde samme tid var jeg så småt begyndt at date. Så småt. Det blev til nogle få dates med nogle få mænd, før jeg kastede håndklædet i ringen og gav fortabt.
Mændene var kun interesseret i at komme i seng med mig. Og min indre kritiker hjalp mig hurtigt med at skabe en fasttømret overbevisning om, at jeg ikke var én man kunne elske. At jeg ikke var én man havde lyst til at involvere sig med. At jeg ikke havde noget at byde på. At jeg ikke havde noget at tilbyde. At jeg ikke var værdig til kærlighed. Følelsen var et gammelt bekendtskab fra min barndom og opvækst. Den havde taget logi inde i mig gennem hele mit ægteskab. Og efter en velfortjent ferie i de måneder, hvor jeg et øjeblik levede livet efter skilsmissen, tog den endnu engang ophold i mit indre.
Relationerne koksede fuldstændigt for mig i den periode. Livet koksede, og jeg havde ikke lyst til at leve det mere. Indtil jeg mødte ham!
Manden i mit liv
Imens livet brændte om ørene på mig, mødte jeg manden i mit liv. Han var vidt forskellig fra min eksmand og alle andre mænd, jeg tidligere havde haft et forhold til. Omsorgsfuld, nærværende og nem at tale med og være omkring. Jeg følte mig med det samme godt tilpas i hans selskab og følte at vi havde en særlig forbindelse. Jeg var klar til at gå hele vejen, også selvom min tid for ’hele vejen’ for længst var forpasset.
Men endnu engang bragede jeg hovedkulds panden direkte ind i et alt for velkendte mønster af mænd, som ikke ville andet end sjov og ballade. Jeg havde for længst overbevist mig selv om, at kærlighed for mig handlede om at nøjes eller undvære. Min selvopfyldende profeti fodrede og forstærkede sig selv. Jeg overgav mig og solgte ud af mig selv, selvom det på ingen måder var sundt for min selvfølelse. I valget mellem lidt eller ingenting, valgte jeg lidt.
Og selvom jeg måske burde have valgt ingenting. Og måske havde gjort netop det, hvis jeg havde elsket mig selv tilstrækkeligt, så nød jeg alle de få øjeblikke, hvor han ville mig bare en lille smule.
I panisk bevidsthed om, at jeg uundgåeligt ville blive forladt af et menneske, som ikke tilnærmelsesvis havde dedikeret sig til mig, kørte jeg fra ved den næste afkørsel på min selvudslettende motorvej. Jeg mødte en mand, som viste mig en lille smule interesse og hagede mig med det samme fast. Solgte igen mig selv til underpris og lod mig endnu engang nøjes. Og således gentog mit selvdestruktive kærlighedsmønster sig. Jeg havde virkelig brug for hjælp.
I bagklogskabens klare lys
Det er så nemt at sætte sig til rette i bagklogskabens klare lys og med arrogance pege fingre af de øjeblikke, hvor jeg burde have truffet andre mere rigtige valg. Men når den indre kritiker råber ad sine lungers fulde kraft. Når fortvivlelse, modløshed og magtesløshed raser gennem årerne. Når dårligt selvværd er dukkefører og kaptajn-mindreværd står ved roret, er det svært at styre skibet sikkert gennem brændingen. Måske kender du også det med fuldstændig at miste grebet om dig selv og bare lade dig føre med af strømmen?
Læs også: Hvorfor opstår usikkerheden i os?
Jeg har overladt rorpinden til Kevin
Nu har jeg overladt rorpinden til Kevin. Han hjælper mig med at kortlægge min negative sociale arv. Sammen undersøger vi hvor mit dårlige selvværd, min tilbøjelighed til selvdestruktive valg, min indre kritiker, mit mindreværd og min manglende selvkærlighed stammer fra. Fra en barndom hvor ingen af mine forældre evnede at udvise ubetinget kærlighed. En opvækst hvor jeg skulle præstere noget for at få omsorg. Et liv hvor påpegede fejl og mangler fyldte mere end accept og anerkendelse. Hele mit liv har jeg skulle være en anden end mig, for at blive elsket.
Sammen rydder vi op og renser ud. Jeg får hjælp til at forstå mig selv. Bliver omsorgsfuldt konfronteret med mine uhensigtsmæssige mønstre. Bliver tvunget til at stirre mine blokeringer direkte i øjnene. Og får støtte og opbakning til at mærke efter inde i mig selv.
Det lyder så kliché at ’lære sig selv at kende’. Men det er det, jeg gør. Hele mit liv har jeg ladet mig styre af mine negative sociale arv og mønstre, omverdens forventninger, min udtalte hang til harmoni, min indre kritiker, de indre blokeringer og usunde overbevisninger, usikkerheden og angsten for ikke at være god nok. Alt andet end mig selv, har haft styring over mit liv.
For første gang forsøger jeg nu både at mærke efter og lytte til mig selv. Nogle gange er der larmende stilhed. De dage får jeg lyst til at spørge usikkerheden til råds, eller den indre kritiker, eller omverdens forventninger. De havde altid en mening om alt før i tiden. Jeg ved godt nu, at de alle er lobbyister for endnu en tur ned ad helvedes motorvej. At de kun vil forsøge at lede mig på usunde afveje. At ingen af dem vil mig det godt. Så jeg venter tålmodigt på, at min mavefornemmelse giver mig det svar, som er rigtigt for mig. Det er én af de ting, jeg har lært gennem mine samtaler med Kevin. At lytte til min mavefornemmelse og handle derefter.
Læs også: Når frygt, afmagt og sorg erstatter kærligheden
Jeg er godt på vej til at lære mig selv at kende og er fuld af positiv forventning efter at se, hvad jeg møder derinde efterhånden.
Kontakt Arketype.nu og få en uformel og uforpligtende snak om, hvordan også du kan få hjælp til at lære dig selv at kende.
Tak fordi vi måtte dele din oplevelse og den historie vi kunne forfatte til et indlæg.
Tak fordi du læste med.
Kevin, Arketype.nu
Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980
