Er du bange for at gribe de muligheder, livet tilbyder dig?

Er du bange for at fejle? Bange for hvad andre tænker om dig? Bange for ikke at slå til eller være god nok? Bange for at miste dit job? Bange for at tage chancer? Bange for ikke at have penge nok? Bange for at vise kærlighed? Bange for at blive ensom? Bange for hvad der vil ske? Bange for fremtiden? Mange mennesker lever livet ud fra en følelse af frygt og er bange for at miste, fejle eller ikke slå til. Bange for at gribe de muligheder livet tilbyder. Frygten stammer fra din negative sociale arv, og er en grundfølelse du er blevet tillært gennem din opvækst.

Men når du lever livet ud fra følelsen af frygt, lader du også samtidig en masse muligheder passere. Hvis du ikke tør stille dig sårbar, åben og blottet, fordi du er bange, begrænser du dig fra livets mange spændende chancer og muligheder. På den måde afholder du dig selv fra de potentielle succeser, som lige så meget er en del af livet, som nederlagene er.

Læs også: Hvorfor opstår usikkerheden i os

I en tale på Maharishi University of Management fortæller Jim Carrey om sin far, som gav afkald på sine karrieredrømme om at blive komiker, fordi han var bange for at fejle. I stedet arbejdede han i mange år som revisor i et job, han endte med at blive fyret fra. Jim Carrey’s smukke pointe med historien er, at vi skylder os selv at forfølge vores drømme, i stedet for at lade frygten styre vores liv. Hvis vi fejler, kan vi lige så godt kan gøre det på vejen mod at nå drømmene, som på vejen mod middelmådighed. Chancerne for succes er lige store på begge veje, men følelsen af ægte, dybfølt tilfredsstillelse og lykke kan du kun opnå, når du forfølger dine drømme.

 

Hvorfor tillader vi os selv at være bange

Frygten for at miste, fejle eller ikke slå til stammer fra din negative sociale arv og er en følelse du er blevet tillært gennem din opvækst. Det kan også være et mønster, du har arvet fra dine forældre. Måske blev du ofte skældt ud og fik indirekte at vide, at du ikke var god nok, dygtig nok eller gjorde tingene godt nok. Måske forsøgte dine forældre at motivere dig til at gøre det bedre, ved at nedgøre dig. Hvis det er tilfældet, er du ikke blevet støttet i at udvikle et stærkt selvværd og tror derfor ikke, at du er værdig til at lykkes.

Måske levede dine forældre et passivt og middelmådigt liv og virkede ikke glade og lykkelige. Måske var de ligefrem ulykkelige og klagede ofte over deres eget liv. Måske fortalte de endda om det liv, de i stedet drømte om, uden at gøre noget aktivt for at ændre tilværelsen. Hvis det er tilfældet, har du overtaget dine forældres indgroede overbevisninger om, at man blot skal lade sig nøjes i livet, tage til takke og ikke forfølge sine drømme.

Eller måske var én eller begge dine forældre meget ængstelige og turde ikke kaste sig ud i nye ting, oplevelser, rejser, mad, tøjstil, jobmuligheder eller andet, og du har på den måde lært, at man skal afholde sig fra at tage chancer i livet.

Læs også: Din negative sociale arv og mønstre forhindrer dig i at udleve dine drømme

I alle de tilfælde, hvor du er bange og lader frygten holde dig tilbage, misser du muligheden for at få succes og chancen for at blive lykkelig – dette uanset om det drejer sig om kærlighed, job, livsstil, relationer eller at gøre noget, du drømmer om. Når du tillader dig selv at være bange, er det din negative sociale arv, der spænder ben for din succes og lykke. Men hvorfor ikke hellere fejle på vej mod at nå sine drømme, end på vej mod middelmådighed. Og tænk nu, hvis du rent faktisk lykkes. Du skylder i hvert tilfælde dig selv at gøre et forsøg.

 

Hvad modstanden kan lære dig

Når vi afholder os fra livet, fordi vi er bange for at fejle, afholder vi os også fra vigtig læring i de nederlag, der måtte komme.

Jeg møder mange klienter, som lever livet ud fra frygt. Mange af dem er ikke engang selv bevidst om det. Men når de fortæller mig deres livshistorier, bliver det ofte hurtigt klart, at frygten har rod i den negative sociale arv og har fået lov at vokse sig større gennem oplevelser i livet. Mange tolker fejlagtigt modstand som nederlag og afholder sig fra at få lignende oplevelser i fremtiden. Afholder sig fra livet.

Læs også: Hvorfor frygten forhindrer dig i at træffe uundgåelige beslutninger

Et godt eksempel er i kærligheden, hvor muligheden for at blive såret, føle smerte og blive ked af det, er meget tæt forbundet med følelsen af lykke, glæde og harmoni. For at møde ægte og gensidig kærlighed kræver det, at man stiller sig sårbar og blottet. At man giver slip på kontrollen over sig selv og lader følelserne flyde frit. Kærligheden kan ikke udfolde sig og vokse, hvis man er bange, holder følelserne tilbage eller frygter at blive såret.

Jeg møder mange klienter, som har lukket deres hjerte på grund af dårlige oplevelser med kærligheden. Men hvor modstanden i virkeligheden er vigtige livslektioner, der i høj grad handler om, hvordan du bør lade dig behandle, hvor meget mere du er værd og fortjener i en partner. Hvis du lader dig begrænse af modstanden, afholder du dig fra at få det liv, du i virkeligheden fortjener.

Læs også: Nej tak til kærligheden

 

Det er aldrig for sent, at gøre sig fri af sine arv og mønstre

Det er aldrig for sent at gøre sig fri af sine arv og mønstre. Det er aldrig for sent at give slip på frygten og gå efter sine drømme. Det er aldrig for sent at sigte efter at få det liv, du inderst inde drømmer om.

Det starter med den dybe indsigt i dig selv og bevidstheden om, hvad du er bange for og hvad der holder dig tilbage. Når du begynder at forstå dine mønstre og drivkræfter, kan du give slip på det der begrænser dig. Samtidig åbner du dig for muligheden for at skabe nye sunde tanke- og handlemønstre. Det er ikke blot en livsforvandlende rejse, men også din mulighed for at gribe dit livs chancer og muligheder.

Tak fordi du læste med.

Kevin

 

Aarhus – København

Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980

WordPress Video Lightbox
Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag besked når vi lægger nyt indhold online.

Tak for din tilmelding!