Er du din egen værste fjende eller bedste ven?

Du kender den helt sikkert – Din indre stemme. Den stemme som prøver at trænge igennem til dig og få dig til at tænke og handle på bestemte måder. Den kan ind imellem være fantastisk givende, men den kan også være det modsatte – giftig for dig og dit psykiske velbefindende. Hvad fortæller din indre stemme dig? Er du din egen værste fjende eller bedste ven?

Tag dig et øjeblik til at lytte nysgerrigt til stemmen. Hvad sider den til dig? Hvilken måde tillader du, at den taler til dig på? På den kritiske, hårde og bebrejdende måde, eller på den kærlige og omsorgsfulde måde?

Er du bevidst om, at hvis du lader din indre kritiker bestemme og tage magten, har den ufattelig stor indflydelse på dit humør, din måde hvorpå du oplever livet, hvordan du kommer igennem de udfordringer, du møder på din vej og den måde du tillader andre at behandle dig på!?

Læs også: 5 tegn på du lider af tankemylder

 

Den indre stemme stammer fra din negative sociale arv

Din indre kritiker er et uhensigtsmæssigt mønster som stammer fra din negative sociale arv og den måde, du er blevet mødt på i din barndom og op gennem din opvækst. Kritiserede dine forældre dig, når du fejlede? Skældte din lærer dig ud for ikke at være dygtig nok? Blev du hånet og grint af af dine klassekammerater, når du begik en fejl?

Disse oplevelser lagrer sig som uhensigtsmæssige mønstre du gennem tiden forstærker. Ikke blot ved at tillade andre at kritisere dig, men også ved at begynde at kritisere dig selv – indefra. Kan du genkende den indre kritiker?

Ved du, at du kan arbejde aktivt med at ændre den måde, du tillader din indre stemme at tale til dig på? Begynd allerede i dag med at blive bevidst om dine tankemønstre. Gør dig umage med at vende tankerne til noget positivt og omsorgsfuldt i stedet for at skælde dig selv ud. Gå i dialog med dig selv og tal til dig selv, som du ville tale til din bedste ven. Giv dig selv opmuntring og opbakning. Vær anerkendende, forstående og tilgivende.

Læs også: Når alle antenner hele tiden er ude – Livet som særlig sensitiv

 

At være sin egen bedste ven

Din indre stemme har du med dig overalt. Den har altid en mening om alt hvad du gør og siger. Den er altid parat til at vurdere, analysere, og evaluere dine handlinger. Men den behøver jo ikke altid at have ret, vel!? Det er så vigtigt for dit eget velbefindende, at du er opmærksom på, hvordan du taler til dig selv. Hvis din indre stemme altid er hård og bebrejdende, bliver den hurtigt din værste fjende. Det er altafgørende, at du bliver bevidst om din indre stemme og beslutter dig for, at den skal være din bedste ven.

Betragt din indre stemme som en ven, der vil dig det bedste. En ven som giver gode råd der kommer fra et kærligt og velment hjerte. Som opmuntrer dig og er med dig i medgang og modgang. Tal til dig selv, som du ville tale til din bedste ven.

Læs også: Sig fra! Og genvind din selvrespekt

 

Behandler du dig selv dårligt, tillader du også andre at gøre det

Når du arbejder bevidst med din indre stemme, tager du samtidig også fat på en fantastisk udvikling, som har en positiv effekt på de signaler, du sender ud til din omverden. Hvis du er hård, bebrejdende og kritisk overfor dig selv, er du også modtagelig for at blive behandlet på denne måde af andre. Hvis din indre stemme derimod taler mildt, anerkendende, omsorgsfuldt og kærligt til dig, vil du heller ikke tillade at andre behandler dig dårligt.

Læs også: Det behøver ikke at gøre ondt at finde sig selv

Når du begynder at tale kærligt til dig selv, vil du hurtigt opleve at dit selvværd vokser. At have sin bedste ven med sig overalt vil give dig følelsen af glæde, opmuntring og en blomstrende livskvalitet. Du vil også hurtigt blive i stand til at sige fra overfor dem, der ikke behandler dig med respekt.

At blive sin egen bedste ven, fremfor sin egen værste fjende, vil åbne op for en hel ny måde at se dig selv. Er det sværere end du troede eller ønsker du at finde roden og årsagen til, at du behandler dig selv dårligt, hjælper jeg dig selvfølgelig gerne med at slippe mønstret én gang for alle.

Tak fordi du læste med.

Kevin

 

Aarhus – København

Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980

WordPress Video Lightbox
Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag besked når vi lægger nyt indhold online.

Tak for din tilmelding!