Hvordan føles det at være ramt af en depression? Hvilke årsager kan der ligge til grund for at få en depression? Og vigtigst – hvordan undgår man at blive ramt (igen)?
Når et menneske bliver ramt af depression, får det som regel også store konsekvenser for resten af familien og netværket. Det kan være svært for de pårørende at forstå, hvordan et før så velfungerende menneske tæt på, lige pludselig kan ændre personlighed og fuldstændig miste gnisten og livsmodet. Ofte vil den ramte føle sig helt alene, selvom vedkommende er omgivet af familie og venner.
Måske kender du også én, der har været ramt af en depression? Eller måske har du selv oplevet depressionens altødelæggende kraft på egen krop?
I det følgende, vil jeg prøve at se lidt nærmere på tilstanden. Jeg har fået lov til at fortælle Louises oplevelse af at være ramt af en svær depression og kigger efterfølgende på nogle af de bagvedliggende årsager til, at man overhovedet bliver ramt.
Louises historie kommer her:
Min depression kom snigende – som en skygge der hele tiden blev mørkere og mørkere og efterhånden overmandede mere af min energi og lyst til livet. I starten vidste jeg ikke, hvad der var ved at ske med mig – jeg kunne bare mærke, at min livskvalitet var enormt falmet, og at jeg visnede mere som menneske dag for dag. Min depression ændrede sig fra at være let til at blive middel, og til sidst at blive en meget svær depression. Jeg var ‘fanget’ i den depressive verden i 2 år. Det er de mest rædselsfulde år at tænke tilbage på.
De fleste dage var jeg så udmattet af depressionen, fordi den gav mig en form for influenzalignende symptomer, så jeg ofte var meget fysisk dårlig. Jeg kunne ikke tage vare på mig selv og kunne derfor ikke bo alene – jeg kunne f.eks. ikke vaske mit eget hår, finde tøj frem, eller lave mad m.m. Jeg havde flest dage, hvor mit sind var så begravet i depressionens altødelæggende kraft. Mine dage gik ofte med at stirre ud i luften, eller med at ligge ned og døse hen/sove. Jeg kunne intet andet. Jeg kunne ikke se fjernsyn, fordi jeg kunne ikke rumme det – jeg kunne ikke læse i et blad, fordi jeg kunne ikke overskue at læse teksten til billederne. Jeg kunne ofte ikke holde til længere snakke med folk, fordi jeg simpelthen ikke havde overskuddet til det. Med andre ord var mit hoved og sind ”ædt” op af depressionen, og jeg havde dagligt rigtig mange tanker om døden.
Jeg var ofte ved at have fået nok – jeg var ”fyldt op” af at lide af alle de konsekvenser i min hverdag, som depressionen gav mig. Jeg var træt af, at den pige jeg engang var, ikke bare kunne overmande depressionen, så jeg kunne leve et lykkeligt og glad liv, med en masse dejlige oplevelser – og vigtigst af alt, at jeg kunne elske livet. Men jeg kunne bare ikke overmande depressionens altødelæggende kraft.
Jeg var afskåret fra at elske livet. Jeg ville SÅ gerne lære at leve igen, og jeg havde kæmpet så længe for det, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kom i mål. Jeg havde mistet troen på, at jeg nogensinde kunne blive rask – jeg kunne slet ikke forestille mig fremtiden – når jeg f.eks. prøvede at forestille mig den, så blev der helt sort foran mig. Det var som et sort tæppe blev hængt op foran mine øjne, som gjorde, at jeg intet så – ingen fremtid. Sådan så det virkelig ud – sort – fuldstændig sort uden en skygge af lys. Jeg følte mig fanget i min krop…. Jeg trængte sådan til at slippe væk fra sygdommen, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få sygdommen til at slippe sit faste greb i mig. Jeg trængte sådan til en pause – eller bare en ”fridag” fra depressionen, men det tillod den ikke. Den havde tværtimod så stærkt et greb i mig, at jeg følte mig som en fortabt pige i en håbløs verden – en verden som jeg mere og mere ønskede at forsvinde fra. Sådan var størstedelen af tiden, da depressionen virkelig herskede over mit sind.
Jeg var fanget i det sorteste og dybeste hul, hvor jeg oplevede at hullet var omringet af sort maling, som var så glat, at hver gang jeg prøvede at kæmpe mig op, så gled jeg ligeså hurtigt tilbage igen. Og det hele blev værre – min depression ændrede sig og blev dybere og dybere. Til sidst havde depressionen fået så fast et greb i mig, at jeg ingenting kunne – kun ligge. Jeg kunne ikke skrive tilbage på beskeder, som jeg fik af mine veninder, og jeg kunne ikke rumme at se nogen. Alt inde i mit hoved foregik i et meget langsomt tempo, og når nogle talte til mig, gik der lang tid, inden jeg kunne svare dem pga. den langsomme sløvhed, jeg havde inde i mit hoved. Til sidst kunne jeg heller ikke tale mere. Det føltes som om, at jeg var død indeni – stendød og at der intet var tilbage af Louise. Hun var død – væk. Det eneste der var tilbage af mig var min krop – mit sind var for længst væk.
Læs mere om årsagerne til og symptomerne på depression på min hjemmeside www.arketype.nu
Jeg husker specielt tilbage på en episode, hvor jeg lå på sofaen med et tæppe, og jeg registrerede, at min søster satte sig i stolen ved siden af mig. Jeg lå rigtig længe for at tage mig sammen til overhovedet at kunne åbne munden og tale. Efter cirka en halv time fik jeg langt om længe den sætning ud, som jeg kæmpede hårdt med at få sagt – jeg bad hende om at ringe til lægen, fordi jeg havde det så dårlig. Indeni mig selv kunne jeg ikke se 5 sekunder frem. Jeg KUNNE IKKE leve. Jeg kunne ikke overskue de næste 5 sekunder. Det føltes som om, at jeg ikke kunne trække vejret – det var som om, at luften jeg indåndede var så tung, at den var for tung til at kunne være i min krop. Tårerne trillede ned ad mine kinder – jeg kunne bare ikke mere – jeg kunne ikke leve mere…. jeg kunne virkelig ikke mere.
Da min søster kom tilbage efter telefonsamtalen fortalte hun, at lægen først havde en tid næste dag, men at han havde udskrevet noget stesolid, som jeg skulle tage for at falde lidt til ro. Jeg kunne ikke forholde mig til det og blev liggende og kæmpede med det helvede, som jeg befandt mig i indeni – jeg troede ikke på det tidspunkt, at jeg ville være i live næste dag, så længe kunne jeg ikke leve. Jeg var så syg, at jeg hverken kunne eller måtte være alene, fordi min selvmordsrisiko var enorm stor. Den næste tid blev den sværeste kamp i hele min depressive periode, men langsomt lykkedes det mig at kæmpe mig ud af depressionen.
Jeg var igennem en lang kamp for at overvinde depressionen. Mit budskab med at stå frem med min historie er, at man ikke må give op – der er en god fremtid efter depressionen. Dét der fik mig ud af depressionen var, at jeg fik hjælp til at få belyst og sat ord på roden til de bagvedliggende årsager til, at jeg udviklede en depression. Da jeg begyndte at få sat ord på, oplevede jeg ligeså stille en bedring, og jeg fik min livsgnist tilbage. Samtalerne medførte også, at jeg fik hjælp til at foretage nogle livsændringer som gjorde, at jeg i dag har fundet en god balance i livet, både privat- og arbejdsmæssigt.
Få hjælp tidligt i processen
Når jeg fortæller Louises historie, er det på baggrund af budskabet om, at det er vigtigt, at få hjælp meget tidligere end Louise fik det, så depressionen bliver taget i opløbet. Herudover er det også afgørende, at man lærer at forebygge depressionen, ved at få hjælp til at arbejde med de bagvedliggende omstændigheder, der er årsag til depressionen. Der er en grund til, at man rammes af depression – den kommer ikke uden grund.
En depression er et signal om, at man har mistet balancen i livet, og at der skal ske en ændring i ens liv, for at man kan komme på den rette kurs igen. Depressionen kan opstå, hvis man bliver ved med at lukke øjnene for sin egen mistrivsel. Det kan medføre, at man ubevidst modarbejder ændringer og forandringer, som er nødvendige, for at man kan få det bedre. Med andre ord, så er en depression et signal fra den ”indre gps” om, at den i en periode har forsøgt at gøre opmærksom på, at en eller flere omstændigheder i livet ikke er optimale eller holdbare.
Det er vigtigt, at man får hjælp til at få sat ord på de årsager og faktorer, som er medvirkende til, at man har det dårligt, og som blokerer for ens trivsel. Depression kan desværre være en tilbagevendende sygdom, med mindre at man lærer at forebygge den, ved at få hjælp til at arbejde med de bagvedliggende omstændigheder, der er årsag til den.
Hos Arketype.nu arbejder jeg dagligt med mennesker som Louise, som er blevet ramt af depression. Gennem samtaler hjælper jeg med at få ‘ryddet op’ i de forskellige mønstre og faktorer, som ligger til grund for depressionen. Jeg hjælper med at finde frem til kernen, få sat ord på det der ikke fungerer og finde frem til hvordan man i fremtiden kan træffe de rigtige valg, så man ikke ender i en ny depression.
Du er altid velkommen til at ringe og få en snak om dine muligheder – ofte er det få samtaler der skal til, for at du kommer godt videre med livet.
Har du også oplevet, at have en depression, eller kender du en som har? Du er meget velkommen til at skrive i kommentarfeltet om din egen erfaring med depression.
Tak fordi du læste med.
Kevin, Arketype.nu
Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980
