Mange tror fejlagtigt, at personlig indsigt og udvikling kun opnås gennem årelang terapi, masser af indre smerte og tusinde tårer. At vejen til at finde sig selv, tvinger dig til at træffe uoverskuelige beslutninger, som du ikke føler dig klar til. At du skal endevende dig selv og ender ud med at blive et helt andet menneske, end den du selv og dem omkring dig kender. At du ikke for alvor kan ændre dig, hvis du ikke tager den smertefulde tur gennem helvede først. Men det behøver ikke at gøre ondt at finde sig selv.
For nogle mennesker er det nødvendigt at stirre dæmonerne direkte i øjnene for at komme videre i livet. Men for langt de fleste, kan der sagtens ske store og livsvigtige forandringer gennem nogle få eksistentielle indsigter og korrektioner. Personlig udvikling behøver ikke altid at være en årelang smertelig affære. Nogle gange har man bare brug for at se tingene i et andet perspektiv og kende årsagen og roden til de mønstre og blokeringer, der giver udfordringer i livet.
Min artikel i dag handler netop om en kvinde, som for nylig opdagede, at det ikke behøver at gøre ondt at finde sig selv. Hendes historie kommer her, jeg håber du vil lade dig inspirere.
Læs også: Prøv ikke at forstå dem. Lær i stedet at forstå dig selv.
Livet var pludselig blevet uoverkommeligt svært
Det gik ellers så godt. Livet. De var unge og forelskede og fyldte dagene med håb og drømme. Om en fælles fremtid med børn, uddannelse, arbejde, rejser til ukendte himmelstrøg og evig kærlighed til hinanden. Inden længe startede han på sin drømmeuddannelse og hun blev gravid med deres første barn. Dengang glædede hun sig til det liv, der ventede dem. Få uger inden hans afsluttende eksamen fik han et angstanfald. Angsten invaliderede ham og ændrede med et trylleslag den hverdag, som de havde planlagt sammen.
I starten knoklede hun på. Hun var stålfast besluttet på, at de nok skulle komme igennem det sammen. Men en dag, efter 9 års kamp mod angsten, ramte udmattelsen hende. Hun prøvede ihærdigt at holde sammen på det hele – hverdagen, livet, fritidsinteresserne, arbejdet, indkøbene, barnet og ham. Ham som hun engang begærede og slet ikke kunne holde fingrene fra. Hun havde ikke lyst til ham på den måde mere og havde for nylig foreslået ham, at han fik stillet sit behov et andet sted. Det ville han ikke, sagde han.
Hvordan kan det hele virke let den ene dag og hårdt den næste!?
Det var derfor hun henvendte sig. For at få hjælp til at finde sig selv igen, så hun kunne få overskuddet og gnisten tilbage. Det blev hurtigt klart, at hun havde kæmpet meget længe, for at holde sammen på det hele. Også meget længere end hun selv var klar over. Ikke bare med de praktiske ting, men også med tankerne. Det var vægten af de to tilsammen, der havde fået det hele til at ramle.
Tankerne udgjorde den tungeste vægt. Tankerne om hvad der skulle ske i fremtiden, om hun ville få lyst til nærvær med ham igen, hvad der skulle blive af dem og deres familie, om de kunne komme igennem den svære tid sammen, eller om deres veje burde skilles. Om hun kunne blive ved at klare det. Hun havde ikke lyst til at skilles. Hun havde lyst til, at de skulle blive sammen og overvinde udfordringerne sammen.
Men lige nu trak hun hele læsset, og var ikke sikker på, hvor længe hun kunne blive ved. Måske var skilsmisse den eneste løsning. Det var tungt at tænke sådan. For hun elskede ham stadig og hun vidste, at han også stadig elskede hende.
Læs også: Din negative sociale arv forhindrer dig i at udleve dine drømme
Han var syg med angst, hun var den stærke
Det gik ellers så godt, indtil han pludselig en dag knækkede sammen. Det kom som lyn fra en klar himmel. Måske burde hun have set tegnene. Hun bebrejdede sig selv, at hun ikke havde været mere opmærksom. At hun ikke havde gjort noget. Men hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle have kigget efter, eller hvad hun kunne have gjort anderledes. Selvbebrejdelserne var der alligevel.
En helt almindelig dag stod han bare ikke ud af sengen om morgenen. Han sov meget, kunne ikke overskue hverdagen, stirrede tomt ud i luften og kunne ikke deltage på samme måde som før. Hun tog selvfølgelig over. Skærmede ham for larmende børn, aftaler i kalenderen, huslige pligter og alt hvad der kunne presse ham yderligere. Hun var bekymret for ham. Hun elskede ham jo. Så han blev til én der var syg med angst, og hun blev til den stærke.
Men hun følte sig ikke så stærk mere, måtte hun indrømme. Selvom den erkendelse var ligeså skamfuld, som selvbebrejdelserne over ikke at have opdaget hans angst i tide.
Mønstret stammede fra hendes barndom
Selvom det var hårdt, gjorde hun sådan set blot det, hun havde lært fra sin barndom. Hun havde mødt en udfordring der skulle overkommes, og havde sat sig selv fuldstændig til side og lod være med at forlange noget af sin partner. Hun havde set sin far gøre det samme dengang hendes mor blev overmandet af depression. Faren havde lukket ned for sine egne følelser, opgivet sine drømme, havde slukket gløden i sine øjne og havde knoklet på for at få hverdagen til at fungere. Forældrene havde fjernet sig længere og længere væk fra hinanden, indtil de til sidst blev skilt.
I hendes barndomshjem talte de aldrig om morens sygdom, eller hvor ondt det gjorde at se moren være ked af det hele tiden. Dengang havde hun lukket af for sine følelser ligesom sin far. Og nu gentog hun mønstret overfor sin egen mand og børn.
Hun var ikke selv klar over roden til mønstret. Da det åbenbarede sig for hende, var det som om der blev pustet nyt liv i hende. Hun så pludselig, at hun endnu engang gennemlevede barndommens traume. Nu spillede hun sin fars rolle.
Men hvordan kunne hun også vide, at der fandtes andre måder at håndtere det på. Hvordan kunne hun vide, at det var okay selv at have følelser, behov og at stille krav, også selvom han havde det mest svært. Hun trængte sådan til at være voksen sammen med ham igen og at kunne dele stort og småt med ham. Trængte til ikke at skulle bære på alle byrderne – hendes egne, hans og børnenes – helt selv. Trængte til medspil og modspil fra ham hun elskede. Trængte til at drømme sammen med ham igen, om en lys og lykkelig fremtid.
Læs også: Parforholdet kan ikke fungere, hvis du ikke tør være dig selv!
Da mønstret blev renset ud, blev det hele meget lettere
Det behøver ikke at gøre ondt at finde sig selv. Kvindens indsigt i sin egen negative sociale arv løftede hende ud af rollen som den stærke. Gav hende lov til også at være sårbar, mærke sine følelser og tale med sin mand om alt det det svære.
Da hun fik renset mønstret ud fik hun øje på, at der findes andre måder end at lukke ned for sig selv, for at kunne være der for ham. At hun godt måtte stille krav til ham og kræve, at de blev et ’vi’ igen. Kræve at de stod sammen og skabte et ligeværdigt fællesskab og nogle fælles drømme at navigere efter. Sammen.
Hun var overrasket over hvor simpelt det i virkeligheden var. Hun troede at det skulle gøre ondt, at det ville tage flere år, og at hun ville blive tvunget til at træffe beslutninger, som hun inderst inde ikke havde lyst til.
Det behøver ikke gøre ondt at finde sig selv
Måske var det netop kvindens selvindsigt og arbejde med sig selv, der fik manden skubbet ud af angstens favntag. I takt med at hun blev mere bevidst om sig selv, ændrede deres relation sig også og hun begyndte igen at stille krav om fællesskab og ligeværd. Måske var det netop det der skulle til, for at han kunne få mod til at kigge på sine egne arv og mønstre, så han kunne slippe angsten helt. Måske blev hendes indsigt i sin negative sociale arv, hans redning og vej til det sunde og gode liv sammen med den kvinde, han elsker.
Det behøver ikke at gøre ondt at finde sig selv. Nogle gange har man bare brug for at se tingene i et andet perspektiv og kende årsagen og roden til de mønstre og blokeringer, der giver udfordringer i livet, for at kunne fortsætte livet i overensstemmelse med sig selv.
Tak fordi du læste med, og tak til kvinden som delte sin historie.
Aarhus – København
Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980
