5 tegn på det kunne være et ødelæggende forhold

I følgende artikel kan du læse 5 tegn på du befinder dig i et ødelæggende forhold. Hver dag indgår vi i relationer med andre mennesker – i parforholdet, med kollegaerne, i vennegruppen, til fritidsinteresserne. Nogle forhold er nære og andre er mere perifere. Og nogle gange indgår vi i forhold, som nedbryder os psykisk snarere end at bidrage til noget positivt i vores liv.

Hvis jeg spurgte dig, hvad du ville gøre hvis et menneske tæt på dig, er skadelig for dit psykiske velbefindende, er jeg sikker på du ville svare, at vedkommende ikke længere skulle være en del af dit liv. Alligevel ender mange af os med at trækkes med usunde relationer i årevis. Relationer er nemlig ikke altid helt så lige til. Det kan nogle gange være svært at skelne de gode forhold fra de dårlige. Hvilket meget vel skyldes, at du egenhændigt gør en ihærdig indsats for at få det til at lykkes mellem jer.

Det er hårdt arbejde at indgå i en relation, som ikke er sund for dig. Det tærer på dit selvværd, slider på din psyke, sluger dit overskud, stjæler dine tanker og ødelægger dit hjerte. I dag beskriver jeg 5 tegn, du kan holde øje med, hvis du er i tvivl om du befinder dig i et ødelæggende forhold. Og hvad du kan gøre for at blive bevidst om forholdets negative indflydelse.

Læs også: Din negative sociale arv forhindrer dig i at møde den kærlighedspartner, du fortjener

 

1. Du giver meget mere end du får tilbage

Tid, opmærksomhed, nærvær, tjenester, gaver, fysisk kontakt, initiativ, opbakning, anerkendelse, fortrolighed. Der er mange måder man kan vise sin omsorg, kærlighed og hengivenhed til et andet menneske på. Vi taler forskellige kærlighedssprog, som ikke altid harmonerer med hinanden. Er det tilfældet, kan det være svært at gøre vægtskålen op. Alligevel kan du godt få en fornemmelse af, om det altid kun er dig, der bidrager. Eller have en oplevelse af, at lige meget hvor meget du giver, bliver du ikke værdsat så meget, som du fortjener. Spørg dig selv om du giver mere, end du får tilbage, i forholdet. Hvis du gør, kan det være et tegn på, du befinder dig i et ødelæggende forhold.

 

2. Han/hun prioriterer altid andre over dig

Uanset hvilket type forhold der er tale om, er det sundt at prioritere sig selv og pleje sine egne interesser. Men hvis du har en oplevelse af, at du altid bliver nedprioriteret til fordel for andre mere spændende projekter eller mennesker, er det sandsynligt du befinder dig i et ødelæggende forhold. Måske har din relation for vane at aflyse jeres aftaler, fordi der kom noget andet op. Eller altid vente til sidste øjeblik, førend han/hun bekræfter jeres aftale. Tilmed er vedkommende måske heller ikke særlig nærværende, når det endelig lykkes at være sammen. Spørg dig selv om du føler dig prioriteret i forholdet.

 

3. Han/hun tager ikke hensyn og udviser ikke respekt for dine ønsker og behov

Mennesker der overskrider dine grænser, er som udgangspunkt ikke sunde bekendtskaber for dig. Især ikke, hvis du hele tiden skal gå på kompromis med dig selv og dine følelser og behov. Hvis du indgår i et forhold med et menneske, som gentagende gange overskrider dine grænser, ikke lytter når du udtrykker dine behov, virker ligeglad eller ikke udviser respekt for dig som menneske, befinder du dig ganske sikkert i et ødelæggende forhold. Den grænseoverskridende adfærd kan ske både fysisk, psykisk og verbalt. Læg mærke til om han/hun nedgør dine meninger og holdninger, modsætter sig når du ytrer dine ønsker, bevidst undlader at opfylde dine behov, ignorere dig eller altid kun sætter sine egne behov og ønsker foran dine.

Læs også: Når frygt, afmagt og sorg erstatter kærligheden

 

4. Han/hun bestemmer mest og træffer de fleste beslutninger

Hvis du aldrig får lov at få indflydelse på jeres fælles beslutninger, selv når du meget klart giver udtryk for dine meninger, kan det være tegn på, du befinder dig i et ødelæggende forhold. Måske oplever du endda at han/hun reagerer med aggression, bliver fornærmet, skuffet eller undvigende, når du forsøger at tage styring i beslutningerne. Sunde forhold er kendetegnet ved gensidig respekt, tillid og kompromiser, som tilgodeser begge parter. Hvis din relation er meget dominerende og altid vil bestemme, og du altid må bøje af og give efter, tyder det på du befinder dig i et ulige forhold.

 

5. Du holder liv i kontakten og tager al initiativ

Er det altid dig der tager kontakt? Er det altid dig der stiller nysgerrige spørgsmål og interesserer dig for hans/hendes liv? Er det altid dig der kommer med forslag til fælles oplevelser? Er det altid dig der skal opfordre til at lave aftaler? Måske oplever du endda, at dine forslag gentagende gange afvises eller mødes med himmelvendte øjne, irritation eller tavshed. Er det dit ansvar at holde kontakten i live? Hvis det altid er dig, der skal tage initiativet i forholdet, kan det være tegn på, at du befinder dig i et ødelæggende forhold.

 

Træd et skridt tilbage fra forholdet

Hvis du er i tvivl om du befinder dig i et ødelæggende forhold, kan det være en god idé at prøve at træde et skridt tilbage fra forholdet. At træde et skridt tilbage er ikke det samme som, at du skal ignorere eller ghoste vedkommende. Prøv blot at forholde dig tilbagelænet og afventende i en periode. Giv ham/hende mulighed for at komme til dig. Er relationen gensidig, vil vedkommende snart kontakte dig, spørge ind til dig og dit liv og tage initiativ til at ses. Nogle gange skal vi turde give slip, for at give andre muligheden for at være der for os. Hvis det ikke sker, kan du bedre beslutte dig for, om du fortsat vil have personen i dit liv. Husk at det faktisk kan være en stor lettelse at lukke en relation ud af dit liv, som du skal bruge meget energi på at opretholde.

 

Hold øje med mønstre

Måske har du flere gange befundet dig i ødelæggende forhold? Indgået i relationer hvor du har givet mere, end du fik tilbage, har måtte kæmpe for at opretholde kontakten, er blevet behandlet dårligt og respektløst, er blevet nedprioriteret og ikke er blevet værdsat som du fortjener. Hvis du kan få øje på et mønster i dine forhold, er det måske på tide at tage skeen i den anden hånd og bryde mønstret. Det starter med at lære sig selv at kende og blive bevidst om dine uhensigtsmæssige blokeringer og overbevisninger.

Læs også: Din negative sociale arv og mønstre forhindrer dig i at udleve dine drømme

 

Kig dig selv dybt i øjnene

Spørg dig selv om du inderst inde hungrer og higer efter kærlighed, omsorg, anerkendelse og opmærksomhed? Om du er bange for at blive forladt? Om du ikke tror nok på dig selv til at vide, at du er værdig til en gensidig relation? Om du selv mener, at du fortjener den dårlige behandling? Og om du er god nok til at sætte grænser for dig selv?

Ofte er det mennesker med et lavt selvværd, en indre usikkerhed og angst for ikke at være god nok, der lader sig køre rundt i manegen af andre. Hvis du ofte skal kæmpe for at vedligeholde og opretholde forhold, bunder det måske i virkeligheden i dit eget selvbillede. Og i din negative sociale arv og de uhensigtsmæssige mønstre, som er blevet skabt i din barndom og gennem din opvækst. Hvis du, som barn, ikke er blevet hjulpet til at danne et stærkt selvværd!? Hvis du har skulle kæmpe for dine forældres kærlighed!? Hvis du ikke er blevet anerkendt for at være dig, men har følt du skulle være ’en anden’ for at blive accepteret!? Alle disse parametre fra din barndom har indflydelse på dine forhold og relationer i voksenlivet.

 

Få hjælp til at skabe sunde relationer i fremtiden

At lære sig selv at kende og blive bevidst om sit værd, handler i høj grad om at blive bekendt med alt det der begrænser dig. Når du arbejder med at styrke dit selvværd og dit eget selvbillede, har det en positiv effekt på din rolle i dine forhold. Gennem individuelle samtaler hjælper jeg dig til at finde frem til de afgørende øjeblikke i dit liv, som har negativ indflydelse på dine forhold i voksenlivet. Sammen fjerner vi roden til dine udfordringer og jeg hjælper dig med at opbygge et nyt stærkt selvbillede Ofte skal der ikke mange samtaler til førend både du og dine omgivelser vil opleve en mærkbar forandring i dig.

Læs også: Jeg er ikke værd at elske

Du er meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig til at skabe sunde relationer i fremtiden.

Tak fordi du læste med.

Kevin

 

Aarhus – København

Mail: info@arketype.nu – Tel: +45 51958980

Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag besked når vi lægger nyt indhold online.

Tak for din tilmelding!

Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.